Tilbage

130. D-Dag
af Rick Joyner

For flere år siden gav Mahesh Chavda mig bogen, D-Day af Stephen Ambrose, hvor han sagde, at han troede, den indeholdt en besked til mig. Det gjorde den. Faktisk tror jeg at det indeholder et afgørende budskab til kirken i vores tid.

Selv den sovjetiske diktator, Joseph Stalin, erkendte, at de allierede invasion af Europa på D-Dag var en af de mest ekstraordinære menneskelige resultater i historien. Planerne var så komplekse, at de krævede hundreder af enheder og titusinder af mænd at være på nøjagtigt det rette sted for at udføre deres mission på det angivne tidspunkt. Da Winston Churchill så planerne, følte han, at hele mission var en øvelse i sindssyge. Hvis kun en enhed ikke opfyldte deres mål, kunne det vælte hele operationen. Han vidste, at denne form for kompleks operation næppe var mulig i den bedst drevne lille organisation, meget mindre en hel hær. Ikke kun var en sådan koordinering mellem så mange enheder fra forskellige nationers flåde, hære og luftstyrker, langt ud over alt, hvad der var blevet gennemført før, selv i krigsspil, men de måtte klare en desperat og magtfuld fjende, der ville udfordre dem på ethvert tidspunkt. Churchill var sikker på, at det ikke kunne gøres. Derefter kiggede han op og så general Eisenhowers tillid og blev med det samme enige om, at de kunne gøre det!

Efter at have forladt mødet med Eisenhower, erkendte Churchill overfor general Montgomery, at planen var umulig, men han undrede sig også over, hvor anderledes han følte sig, hver gang han kiggede på Eisenhower. I sandhed var hele planen, som Eisenhower havde sat sammen, alt for kompliceret, langt ud over enhver hær på jorden kunne gennemføre, og ville faktisk kollapse inden for de første 20 minutter efter invasionen. Af de hundreder af forskellige enheder med specifikke mål for den dag opnåede ikke mere end et par dusin dem faktisk. Mange landede faktisk på strande mil fra hvor de skulle være. Under tyskernes nådeløse ild var det umuligt for dem at marchere ned ad stranden for at komme til de rigtige steder.

Forvirringen på selve stranden fik et stort antal mænd til at blive fuldstændigt adskilt fra deres enheder, hvor nogle ikke blev genforenet i uger. Fra begyndelsen var strandene en stor kedel af død og kaos. Den sindssyge komplicerede plan, som generalerne havde brugt år med at udvikle, var ubrugelig, selv før solen var stået helt op. Alligevel fungerede det! De allierede vandt. Hvordan skete dette?

Sergeanter og junior officerer improviserede og udarbejdede deres egne planer, mens de gik. Hvis de ikke kunne nå deres egne mål, ville de tage en anden op i håb om, at en anden gruppe ville nå deres mål. De vandt dagen, fordi de ikke lod forvirringen sejre midt i en forfærdelig forvirring. De tog initiativ og kæmpede med alt det, de havde. Nitten og tyve år gamle sergeanter og løjtnanter tog med frimodighed beslutninger, der burde have været forbeholdt generaler. Alle besluttede at gøre, hvad det måtte gøres for at vinde og bekymrede sig ikke om, hvem der fik æren eller skylden senere.

Stephen Ambrose skrev, at det ikke var planen, der vandt den dag, og ikke engang hærens magt, men demokratiet vandt slaget ved D-Dag. Frihed havde produceret mænd og kvinder, der kunne tænke selv. Frihed er hård. Det er svært at tage beslutninger, og frihed tillader mange fejltagelser. Disse fejl kan forårsage meget svære tider, såsom den store depression, som disse unge mænd og kvinder var vokset op i. I depressionen havde regeringen ikke den slags ”sikkerhedsnet”, som vi har nu. Hvis du ikke tog initiativ, kunne du meget let sulte. De hårde tider havde virket en evne i dem til at overleve og tage initiativ, selv under de værste omstændigheder. Man kunne faktisk sige, at den store depression var det, der gjorde det muligt for de allierede at vinde 2 verdenskrig.

I modsætning til de allierede styrker kunne selv de tyske generaler ikke træffe en beslutning uden godkendelse fra Berlin. Hvis de tyske officerer havde samme frihed til at reagere på omstændighederne efter behov, kunne de hurtigt og let have afværget selv den mest organiserede invasion. Og den, der ramte strandene på D-Dagen med en sådan forvirring og uorden, ville have været en nem opgave.

Vidste general Eisenhower, at dagen ville udfolde sig, som den gjorde? I nogen grad må han have haft det. Enhver soldat, der har oplevet kamp, ved, at intet slag nogensinde udspiller sig, som det er planlagt. Den styrke, der bedst kan klare kampforvirringen og træffe afgørende handling, vinder. Enhver general ville have kendt denne uhyrligt komplekse plan ville aldrig udfolde den måde, den var planlagt, og Eisenhower må også have vidst dette. Ligesom enhver succesrig fodboldtræner vil bruge dage på at formulere en strålende spilplan, ved normalt, at de bliver nødt til at smide den hurtigt væk, da situationer på banen sjældent udspiller sig i henhold til sådanne pæne planer.

Hvad har dette at gøre med os? Som det siges i 1 Joh. 5:19, "Vi ved, at vi er af Gud, og hele verden ligger i den onde kraft." Vi lever på fjendens område. Vi er sat ind bag fjendens linjer! Vi er en invasionshær, der er her for at genindtage landet. Hvilken slags soldat producerer kirken til denne invasion? Vil de have tro, beslutning og mod til at tage initiativ, når de har brug for det? Eller producerer vi automater, der er blevet så betinget af en svag og skræmt ledelse, at de ikke kan fungere uden andres godkendelse?

Som Dr. RT Kendall påpeger i sit klassiske værk, at tro på Gud, synes at være den eneste fællesnævner, der findes hos dem som står skrevet om i Hebræerbrevet 11, er, at de alle gjorde noget, som ingen nogensinde havde gjort før. Er det ikke en af de største demonstrationer af tro, at presses ud over de nuværende grænser, tage initiativ og være kreativ? Er det ikke, hvad Jonathan gjorde, da han angreb den filitiske garnison med bare en rustnings bærer? Er det ikke det, David gjorde, da han dræbte Goliat? Han var endnu ikke engang i hæren!

Sand tro opleves kun, når vi presser os ud over vores komfort niveau. Stor tro kræver, at vi endda går ud over andre. Den største tro kan være at gå, hvor ingen har gået før, og gøre det, som ingen har gjort før. Tro er dog ikke fra tillid til os selv, men til den Ene, som vi kender hersker over alt.

131. Hvem er du?
OP